2.0 – er det teknologien der skaber deltagelsen

Sidder på førstedagen af Sommeruniversitetet Kommunikation 2.0 og lytter til oplæg om Kommunikation 2.0

Studsede over overskriften: 2.0 is an attitude, not a technology.

Det virker umiddelbart rigtigt, speciel når man har læst Grown up digital. Det er måden man tænker kommunikation der er ved at ændre sig og det handler om at sætte noget af informationen fri og skabe inddragelse.

Det er nogle år siden kanyleteoretikere troede at man bare skulle foredrage budskabet for folket, så skulle de nok handle som vi foreskrev. Hvis bare du fortæller at rygning er usundt, så holder folk op, var antagelsen. Men der blev vi klogere. Så lagde vi strategier om kommunikationskampagner, der så brugeren som et noget mere nuanceret individ, men stadig overvejende som passiv modtager.

Nu skal vi som kommunikatører i højere grad turde overlade en del af produktionen til brugere som ikke er en del af organisationen. Brugeren er en del af kommunikationen og forandringen. På den måde er påstanden: 2.0 is an attitude, not a technology, slet ikke så dum i mine øjne.

Men spørgsmålet er om ikke der er et element af hønen og ægget over den påstand. Min påstand er at deltagelse har været en mulighed før.  Man kunne ringe til TVavisen og skrive til Giro413.  Jeg husker et program med Kim Schumacher hvor man kunne styre en person igennem et labyrint via telefonen. Og på samme måde er viralitet ikke noget nyt. Vi har alle dage lyttet til mennesker i vores cirkler og spredt budskabet fra mund til mund. Når man er vokset op i den landsby er det en udbredt erfaring.

Teknologien og især nettet og mobiltelefonen har gjort muligheden for at deltage meget lettere. Teknologien er i hvert fald forudsætningen for mere udbredt deltagelse og for at viraliteten ikke bliver inden for landsbyen, men kan blive global.

Under alle omstændigheder er mere aktiv deltagelse fra flere en del af mediefremtiden og Kjetil Sandvik satte et godt begreb på det: Perpetual Beta – evig beta. Kommunikationsproduktet bliver aldrig færdigt og det bliver mere og mere relevant at analysere om og hvordan brugeren kan inddrages.

 

Skriv et svar

WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield