Om BavneBlokken

Navnet er  Janne Bavnhøj og jeg lever af at være ustoppelig interesseret i digital kommunikation – i øjeblikket som Digital & Social Media Manager for hojskolerne.dk.   Tidligere var jeg redaktør for webredaktør på SUND – Det Sundhedsfaglige Fakultet, Københavns Universitet og for LIFE, Det Biovidenskabelige Fakultet, Skov og Landskab, og for Dansk Skovforening  Der arbejdede jeg også med www.trae.dk og www.skoveniskolen.dk og den skal du prøve hvis du har skolebørn og lyst til at få dem med ud i skoven.

Det optager mig at bruge medier til at gøre livet sjovere og mennesker klogere. Jeg forsøger lave gode intuitive brugergrænseflader og være med til at udvikle nettet til kommunikationsværktøj, der flytter noget mennesker imellem. Så alt hvad der lyder af teori og reflektion over webmediet får mig til at spidse øre.

Danmarks første Cand. forest. comm. er en titel, jeg plejer at bryste mig af. Forklaring: jeg har slået mine studiefolder på Landbohøjskolen og blev bachelor i skovbrug. På RUC blev jeg kandidat i kommunikation og har plukket fra en Master i Computermedieret kommunikation og efteruddannet mig i Kommunikation 2.0.

Grundlæggende mener jeg at indhold kommer får form; en hjemmeside er ubrugelig, hvis den er lækker men ikke læsbar.  Jeg læser stadig Jakob Nielsen nyheder og bliver klogere. Men jeg synes, at webbet har flyttet sig en del mere end onkel Jakob og æstetik er ikke uden betydning i vurderingen af informationers troværdighed på nettet.

Selv prøver jeg at indfange verden i billeder med mit kamera, som hører blandt mit yndlingsgrej.

Fødselsåret er ’69 og skonummet er 39.  Jeg bor i bofællesskabet Sættedammen og elsker det bl.a. fordi det har en god portion af nettets grundstof: overskudsdeling og “don’t be evil”.  I mellemtiden synger jeg i Kammerkoret Pegasus.

I 2015 købte jeg et hus, som jeg går og slår lidt på, det medierer jeg på Tør det selv kanalen på Facebook. Det handler om bæredygtighed, genbrug, deleøkonomi, at turde kaste sig ud i det ukendte og om spas …