Mobiltelefoner på møder

Tager du telefonen under et møde?

Det er tit folkeskolen og børnene, der må stå for, når vi taler digital dannelse og når bølgerne går højt om misbrug og grænsesøging på sociale medier. Men som Vincent Hendricks og Camilla Mehlsen så godt beskriver i bogen “Hvordan bliver vi digitalt dannede?” er det en fælles opgave, at danne normer omkring vores brug af digitale medier og måden vi er i dem på.

Digital dannelse er en vaccine mod den digitale informationstidsalders børnesygdomme

Mehlsen og Hendricks

Det handler altså om, at vi lærer at begå os, tage del i og bidrage til fællesskabet og udvise agtværdig adfærd i en digital tid.

De introducerer en skøn drejning af hashtagget for sociale medier: SoMe. Vi skal i stedet skabe et SoWe: en stræben efter at alle generationer sammen finder en måde at mestre digitale medier på, til det fælles bedste. Sammen skal vi bygge gode normer, for teknologien i vores hverdag.

De opfordrer til at tage snakken i stedet for at tie – bl.a. så der ikke opstår flertalsmisforståelser, hvor alle tror de andre synes, det er normen og adapterer den selvom flertallet egentlig vil noget andet.

Den opfordring er hermed taget op. En af de normer, jeg kunne tænke mig, at vi tog en samtale om er tilgængelighedsnormen. Med mobil og smartphonene indtog i vores liv er der skabt nye behov og normer for respons.

En flertalsmisforståelse: Det er ikke nødvendigt at tage telefonen, når den ringer

Er der opstået en norm om, at når telefonen ringer, så skal den tages eller der skal responderes næsten uanset hvilken situation, man befinder sig i? Min fornemmelse er at den norm er godt på vej til at blive etableret.

Men forventer vi i virkeligheden den bliver taget? Personligt bliver jeg gladere for at telefonsvareren går på, end for at telefonen bliver taget med beskeden “Kan jeg ringe senere?” eller en sms tikker ind med samme ordlyd.

Hvornår tager du telefonen?

I den mere groteske ende har jeg oplevet at en mødeleder midt i en præsentation til resten af mødedeltagerne, har rettet blikket mod en ringende telefon, afbrudt talestrømmen, klikket flere gange på telefonen – formentlig for at sende en af de faste beskeder:

Kan jeg ringe senere?

og derefter fortsat talestrømmen for en ofte lidt undrende forsamling – der lige har siddet i 10 sekunders smartphone vaccuum. Eller telefoner, der bliver taget, mens man står ved kassen, midt i en samtale, under teaterforestillingen …

Hvorfor har vi skabt den norm: At der altid skal reageres på telefonen?

Skylder vi ikke hinanden bedre tilstedeværelse?

Skylder vi ikke hinanden fastholde opmærksomheden på det selskab, vi er i og lade en telefonsvare eller en sms, klare responsen og så ringe, når vi har mulighed for at være fuldt til stede i (telefon)samtalen? En af de gode elementer ved det digitale er, at asynkron kommunikation er let. Jeg kan lægge en besked på din telefonsvare eller sende en besked som fx: “Gir’ du et ring, når du har en ledig stund?”

Kunne vi bevæge os i retning af en norm, hvor det er selskabet, man ser i øjnene og taler med, der har forrang for det selskab, der er i den anden ende af telefonen? Og at vi holder op med at forvente, der altid er hul igennem.

Kravet om tilstedeværelse stresser

Det er efter min bedste overbevisning meningsløst at rette opmærksomheden mod telefonen og sende beskeden “Kan jeg ringe senere?”, når man ikke har tid til at tale.  Selvfølgelig kan man ringe senere og måske skulle det også være en selvfølge, at når telefonene ikke bliver taget, er det fordi modtageren er optaget af noget andet og det derfor helt legitimt må vente til senere.

Imram Rashid har efterhånden fået godt hul igennem med beskeden om at alle de konstante forstyrrelser af vores opmærksomhed stresser vores hjerner – og sikkert også vores hjerter. Så skal vi ikke passe bedre på hinanden og holde op med at forvente telefonen bliver taget, eller tage telefonen, når den ringer, bare fordi den ringer?

Hvad forventer vi egentlig?

En af de bedste og sjoveste autosvar, jeg længe har fået er fra grundlæggeren af seo.dk, Torbjørn Flensted.

Jeg er ude på en masse hemmelige SEO-missioner for kunder rundt om i kongeriget.
Nye territorier skal erobres og eksisterende skal forsvares med alle våben i SEO-pyramiden™
Hver eneste mission kræver min fulde dedikation. Derfor besvarer jeg kun posten en enkelt gang ugentligt.

I det hele taget kan autosvar både på skrift og i telefonsvarer give et dejligt smil i hverdagen og en mere sikker forventning om, hvad vi forventer af hinanden.

Mit svar til Torbjørn var i øvrigt:

 

Skriv et svar

WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield